Check out my shop!

5 idéer til at undersøge biologiske kredsløb i hjemmet

Det kræver ikke meget plads eller mange materialer at gå på opdagelse i naturens kredsløb. Her er nogle eksempler på, hvad I kan gøre i hjemmet (de forskellige punkter uddybes længere nede).

  • Dyrk jeres egne grøntsager og krydderurter i vindueskarmen året rundt.
  • Gendyrk jeres grøntsagsrester i stedet for at smide dem ud.
  • Lav et lukket biologisk kredsløb
  • Lav jeres egen gødning under køkkenvasken
  • Lav ting ud af jeres affald

Dyrk jeres egne grøntsager og krydderurter i vindueskarmen året rundt

Selv hvis du bor småt, kan du godt dyrke spiselige planter. Vi har forspiret og dyrket alt muligt i vores 1. sals lejlighed midt i storbyen. Udfaldet har ikke altid været lige heldigt, men det har været en spændende proces.

Hvis du ikke har synderligt grønne fingre, og er i tvivl om, hvor du kan starte med dine børn, så kan det måske være en idé at starte med en såkaldt frøkalender. Med sådan én får du 12 små pakker med frø, som hver især kan plantes i én (eller flere) af årets måneder. På den måde kan du have spiseligt grønt i din vindueskarm året rundt. Vi købte den her, og var godt tilfredse med den.

Du har måske også allerede frø i dine køkkenskabe, som du kan give dig i kast med? Vi har f.eks. haft held med at dyrke både tørrede kikærter og bønner, peberfrugt og tomater (selvfølgelig ikke hele året rundt). Billedet herunder er af et par kikærteplanter.

Gendyrk jeres grøntsagsrester i stedet for at smide dem ud

Vidste du, at du faktisk kan få mad ud af mange af dine grøntsagsrester året rundt? Det kaldes gendyrkning, og det er ret nemt at komme i gang med. Alt, hvad du behøver, er nogle grøntsagsrester og en potte med jord eller en lille skål med vand.

Lad os tage porrer som et eksempel: Skær den nederste stump af porren (den del med rødderne) og sæt den i et lille glas vand eller en skål med rødderne nedad. Der er også nogle, som planter den direkte i jorden med det ssmme. Efter ganske få dage – nogle gange allerede dagen efter – kan du begynde at se, at porren skyder i vejret igen. Og efter noget tid, kan du spise af den igen.

Herhjemme har vi eksperimenteret med at gendyrke bl.a. porrer, forårsløg, spidskål, kinakål, rødbedetoppe, mv. Vi forsøgte også med en ananastop, men der kom aldrig gang i den.

Det er ikke lykkedes os at få store mængder mad ud af det, men det kan være en interessant proces at følge med i – også for børnene.

Du kan finde mere info om gendyrkning her:

Persilles Hjemmedyrk

Grønne Sager

Facebookgruppe med tips og tricks til gendyrk

Lav et lukket biologisk kredsløb

Et lukket kredsløb er ligesom en minihave i en lufttæt beholder. Idéen er, at man laver et tilpasset miljø i beholderen, lukker låget, og derefter passer det sig selv, og skal blot have tilpas med lys og varme for at blive ved med at opretholde sig selv.

Der er forskellige måder at lave det på. Vi lavede et simpelt forsøg med fokus på vandets kredsløb sådan her:

1) Tag et rent lufttæt glas.

2) Put en håndfuld eller to af småsten eller lecakugler i bunden.

3) Put pottemuld ovenpå.

4) Plant et par små planter spirer.

5) Tilsæt en sjat vand, men kun så der næsten ikke står vand i bunden.

6) Pynt evt med sten, pinde eller andet i den dur.

7) Stil glasset et lyst sted, som ikke er i direkte sollys.

I skrivende stund er vores eget forsøg næsten 2 måneder gammelt. Den ene plante knækkede på et tidspunkt, formentlig under sin egen vægt, og ser nu ud til at være ved at gå til. Den anden platen ser stadig fin ud. Vi lader forsøget stå så længe, det giver mening.

Vi har fulgt opskriften i ‘Bogen om vand’ (2004) af Haas, Schiesser & Wahrenberg, forlaget Klematis

Lav næring til dine planter under køkkenvasken

Hvis I vil prøve at lave jeres egen gødning af madrester, kan det gøres med Bykompostspanden. Det er en lukket beholder, der kan stå under køkkenvasken, og som omdanner jeres madaffald til såkaldt Bokashi, en slags jordforbedring. Samtidig producerer den en væske som man kan tappe fra og fortynde til gødning til potteplanterne eller bruge som toiletrens.

Man køber et færdigt kit hos www.byhaver.dk, og det er forholdsvis simpelt, hvis man har en have, hvor man kan grave bokashi’en ned. Det havde vi ikke, da vi brugte den, og det gjorde det lidt mere komplekst, fordi vi ikke rigtigt havde noget nært sted at komme af med bokashi’en. Men det lykkedes os at få gravet et par spandfulde ned i kolonihaven, og der kom dælme mange tomater bagefter. Alternativt kan det afleveres på genbrugsstationen.

Lav ting ud af jeres affald

Når man laver nye ting ud af noget, man ellers ville smide ud, kommer man hurtigt til at se ting som værdifulde ressourcer. Her er bare et par idéer:

  • Lav jeres eget papir af brugt papir, pap, mv.
  • Lav kuglebaner ud af rør fra toiletpapir og køkkenruller.
  • Brug gamle papkasser til at bygge huse, vejbaner, kostumer, mv.

Har du andre gode materialer eller tips til emnet? Skriv dem endelig her: