Gravefri køkkenmark i villahaven

Indlægget indeholder reklamelinks. Hvis du klikker og køber noget via de links, støtter du automatisk mit arbejde med en procentdel af beløbet.

Husk, at jeg er ret ny i haven, så det er altså ikke sikkert, at min måde er den bedste måde ✌🏻

I år er der endelig tid og plads i haven til at få anlagt den permanente køkkenmark.

Den er placeret det allermest solrige sted, og der er fint med læ mellem hæk, skur og palleshelter.

I gang med etableringen af den permanente køkkenmark
Cirka plantegning over baghaven. Det lysebrune felt er køkkenmarken

Gravefri bede

Bedene er etableret uden at grave. Det har vi gjort for ikke at forstyrre jorden og alle de seje organismer, som er med til at skabe sund og god jord til vores planter.

Direkte ovenpå græsplænen har vi lagt et godt lag økologisk hestemøg med hø, ca. 10-20 cm – fået gratis i en lokal havegruppe på Facebook (nabogrønt) – tjek evt. også www.gratisgødning.dk

Ovenpå hestemøget har vi lagt ca. 20 cm kompost fra genbrugspladsen, som vi er heldige at kunne hente gratis. Vi har lagt det ud tidligt (januar/februar), så det ikke er ligeså stærkt, når vi skal til at så og plante i det om foråret.

Og det er dét. Ret nemt.

Stier i køkkenmarken

På stierne vil jeg prøve at så mikrokløver. Så er der ikke bar jord, og jeg skal ikke importere sten, flis, el.lign. til at dække for uønsket vækst.

Mikrokløver er kvælstoffikserende og skulle ikke sprede sig ligeså hurtigt som f.eks. græs. Jeg har købt mikrokløver her.

Lige nu har jeg lagt pap ovenpå græsset, hvor stierne skal være, og håber at det hjælper mig til, når kløveren skal sås.

Mål

Køkkenmarken er i alt ca. 75-80 m2 stor.

Sidste år var mit langbed omkring 120 cm bredt. Det var for bredt til mig, og jeg havde svært ved at nå ordentligt ind på midten.

Derfor har jeg nu lavet bedene smallere. De er 75 cm brede, og stierne er 45 cm brede. Jeg kan skræve over bedene, trillebøren kan komme igennem på stierne, og jeg kan ligge på knæ, når jeg skal plante og så.

Sidste års bed, der var 120 cm bredt

Intensive spacing

Bredden på bedene er inspireret af bogen ‘The Market Gardener‘.

I dén har jeg også fået inspiration til at sætte mine afgrøder med ‘intensive spacing’, dvs. ret tæt. Der er tabeller i bogen over, hvor tæt forskellige afgrøder, kan placeres. Det prøver jeg at benytte mig af i år.

Sådan ser min haveplan ud i 2022. Jeg har ikke tænkt over companion planting og rotation. Det er på tapetet til næste år. Eller måske i år, hvis jeg når det.

Ukrudt?

Sidste år havde vi enkelte bede i haven, som var etableret på samme måde. Der kom lidt flerårige vækster op gennem bedene, fx snerler og padderok. Men det var ikke meget, og jeg brugte ikke meget tid på at hive dem op, når de dukkede frem.

Nogle bruger pap under hestemøget, som en barriere mod de flerårige vækster. Men jeg syntes ikke, at det gjorde den store forskel for mig sidste år.

Jeg er spændt på at se, hvordan det bliver i år. Der var flere spirer i hestemøget, så vi må se, hvad der dukker op.

Køkkenmarken klar til et sidste lag kompost på toppen

Tak for at læse med. Hvis du har spørgsmål, så skriv dem endelig i kommentarfeltet.