Check out my shop! While I'm on maternity leave orders are sent out only on Wednesdays

Hvordan prepper jeg en dag alene med begge børn?

Daniel har i dag haft første studiedag efter fødslen, og vi andre 3 hjemmegående skal til at undvære ham 3 dage om ugen.

Men hvorfor preppe?

Jo, altså.

Lillebror har brug for en del søvn og en del ro, og han sover typisk kun de lange stræk, hvis jeg vugger ham i slyngevuggen eller hvis han ligger ved brystet. Jeg tror, at jeg bruger størstedelen af dagen på at hjælpe ham til at sove i øjeblikket.

Storebror har brug for en del kærlig opmærksomhed fra mig og vil smaddergerne lege og snakke og fortælle og lege og snakke.

Så i bund og grund har de begge brug for mig en hel del.

Jeg selv har brug for, at dagene går rimelig glat, og – helt ærligt – jeg er så træt på grund af mangel på ordentlig nattesøvn, at mine hjerneceller kører i tomgang, når der opstår konflikt. Så derfor forbereder jeg mig. Især på de situationer, hvor begge børn har sådan særlig intenst brug for mig på samme tid.

Men lad mig lige slå fast med det samme, at der her ikke er noget, jeg kommer til at gøre hver gang. Det er ikke noget, man skal gøre. Men i øjeblikket oplever jeg det som en god støtte for vores familie.

Så hvad har jeg gjort klar til i dag?

Aaaalt for meget. Men jeg tænkte, at det var godt at have noget at vælge i mellem som backup.

Det vigtigste for mig var, at det var noget, jeg kunne sætte igang på max et par minutter.

Så, here goes…

• Nye bøger, hentet i smug fra bib, og placeret strategiske og hemmelige steder rundt om i lejligheden, så jeg ved nødstilfælde kan sige: “Heeeeey, jeg ved, at der ligger en ny bog i lillebrors skab på nederste hylde”

• Opgaver! Fordi det er noget, storebror elsker. I dag var det opgaver til balancebommen og til klemmetangen. Opgaverne skriver jeg på små sedler, så han kan trække én af gangen i stedet for at skulle overskue dem alle på en hel side.

Spejlingsopgave – i en let sværhedsgrad, så han kan løse den uden min hjælp, hvis jeg har hænderne fulde.

Befri Lego-figurerne fra isterninger. Til brug i sansestationen, evt. med varmt vand og stegetermometer som rekvisitter, hvis der var tid.

Befri dyrene fra elastikker, gamle nylonstrømper, klemmer, mv. for variation og forskellige sværhedsgrader. Ligesom med bøgerne placerer jeg dem rundt om i lejligheden, så jeg kan råbe: “Hjæææælp, jeg er blevet fanget og jeg sidder lige her i vindueskarmen. Kan nogen hjælpe mig friiiii?”

Men vent! Der er mere…

Dét var legene. Men udover det har jeg også preppet andet som jeg tænker kunne være rart ikke at bruge tid på i løbet af dagen:

• Sørge for, at storebror kommer ud af døren og brænder krudt af inden far tager afsted.

• Smøre to madpakker til storebror og en til mig. Hans sætter jeg nederst i køleren, så han selv kan tage den frem.

• Vandstationer (dvs en kande vand og glas), placeret ved sofa, spisebord og soveværelse til den ammende mor. Og vand + kande til storebror ved spisebordet.

• Nogenlunde oprydning.

• Is i fryseren 😂

• Forslag til film, til når lillebror sover, for at skabe ro.Oooog det var vist det.

Jeg håber, at det kan være brugbart for nogen derude. Har du gode forslag til prep?