Check out my shop! While I'm on maternity leave orders are sent out only on Wednesdays

Minimering af julestress i børnefamilien

Det her indlæg er egentlig skrevet med tanke på de børn, der mere generelt kan have svært ved at være i meget spænding. Men i virkeligheden er der rigtig mange børn, der kan have svært ved at håndtere den rutsjebanetur af spænding og forløsning, som julemåneden ofte er.

Indlægget her er ment som inspiration til at få kigget julen efter i sømmene og få skabt en jul, der giver mening for alle i familien.

De ting, jeg nævner i indlægget, er ment som inspiration. Ideer til, hvad man kan gøre. Hvad der er godt for ét barn, er det ikke nødvendigvis for et andet. Nogle gange vil en ting måske virke modsat hensigten, så overvej, hvad der vil være godt for dit barn.

Jeg opdaterer indlægget her løbende med nye indsigter og idéer.

(Hvis du synes om, hvad jeg skriver, så overvej at støtte min lille hjertebiks og giv mig mulighed for at skrive og skabe endnu mere. Du finder den lige her. Du kan også finde mig på Patreon).

Grundlæggende:

• Helt grundlæggende består måneden som regel af et stort sammenrend af forskellige spændingsmomenter, og selvom de hver for sig kan være fine for dit barn, så kan det være, at den samlede mængde bliver lige en tand (eller alt alt) for meget.
• Overvej hvor meget dit barn kan håndtere. Måske er det mere end nok, at det er december. Måske er en enkelt julekalender med låger rigelig jul for jer. Måske er gaver for meget?
• Det er helt okay at gøre op med de gængse forestillinger, der er omkring julen. Lav jeres egne traditioner. Hvis det stresser mere end det hygger, så find en anden vej.
• Low arousal – overvej hvordan du selv udviser spænding. Hvis dit barn har svært ved at regulere spændingen, kan det være en god idé at nedtone din egen, og ikke bygge mere spænding ovenpå barnets egen. Vis i stedet, hvordan du selv kan være rolig i det.
• Giv dine forventninger et eftersyn: er de realistiske udfra den måde jeres familie der ud på? Eller kunne de trænge til en justering? Husk på, at dit barn ikke er anderledes eller kan mere eller mindre bare fordi det er jul. De samme udfordringer følger med i julemåneden (måske intensiveres de endda pga spændingen), også selvom vi gerne vil have det hele til at klappe.

Fokus på det basale:

• Forsøg at opretholde den sædvanlige søvnrutine. Det er ikke sikkert, at mængden af søvn bliver den samme, grundet spændingen, men måske kan det hjælpe, at rutinerne omkring søvnen er de samme.
• Tilbyd god og nærende mad.
• Tilbyd tilstrækkeligt med bevægelse i løbet af dagen.
• Tilbyd nærværende stunder på dit barns præmisser, gerne med barnestyret leg, da det kan give barnet mulighed for at bearbejde indtryk på sine egne præmisser.
• Tillad de følelser, der måtte komme og hjælp med at finde passende udtryk og outlet for dem.

Julekalendere:

• Lad evt barnet selv vælge evt. kalender.
• Lad evt barnet selv styre, hvornår lågerne åbnes.
• Lad evt barnet vide, hvad der er i kalenderen.
• Lav evt en kalender, hvor indholdet er det samme hver dag, fx en lille æske med et enkelt stykke slik.

Julekalendere i TV:

• Overvej om det giver mening at se, eller om det vil være for meget at vente på et nyt afsnit hver dag.
• Lån julekalendere på dvd på bib, så I kan tage det i jeres eget tempo.
• Se afsnittene sammen, så I kan tale om, hvad der sker.
• Tal om, at det altid ender godt i afsnit 24.

Arrangementer:

• Overvej hvor mange arrangementer det giver mening for dit barn at deltage i?
• Overvej om arrangementer overhovedet er nødvendige. Hvis I har modsatrettede behov i familien, så del jer evt. op.
• Sæt en tidsbegrænsning på eventuelle arrangementer.
• Hjælp dit barn med at sortere i, hvad der er vigtige arrangementer for ham/hende.

Nisser, julemænd og magi:

• Nogle børn synes, at julemanden er uhyggelig.
• Hvis det er et tema for dit barn, så snak om eller leg lege med nisser og magi som omdrejningspunkt. På den måde giver du dit barn mulighed for at bearbejde, hvis der er noget, der særligt skaber spænding.

Juleaften:

• Overvej formen på selve dagen og aftenen: hvor mange skal I være? Hvor? Hvilke fysiske settings kunne være støttende ift lys, lyd, mv.? Hvor længe skal I være afsted? Hvor ofte vil I holde pauser i løbet af dagen? Og hvordan? Hvordan bliver middagen en god oplevelse for dit barn? Og oppakning af gaver.
• Skab plads til de sædvanlige rutiner.
• Skab plads til små pauser i løbet af dagen.
• Få god bevægelse, beroligende aktiviteter, berøring, el.lign. ind i løbet af dagen.
• Sørg for, at der er mad til dit barn, som h*n er tryg ved at spise.

Gaver:

• Overvej om spændingen og uvisheden er håndterbar for dit barn eller om det vil gøre det nemmere at vide, hvad der er i pakkerne. I kan altid arbejde på udholdenhed og impulsstyring på andre tidspunkt af året.
• Er det vigtigt for dit barn at vide, hvad der er i gaverne? Så bed familien om at købe helt specifikke ting. Eller spørg familien, hvad de køber, så du kan snakke med dit barn om, hvad der er i gaverne.
• Overvej mængden.
• Overvej tidspunktet.
• Hjælp evt dit barn med at være realistisk omkring ønsker.
• Forbered evt på, at det ikke er altid, at man får det man gerne vil have.
• Snak evt om følelser omkring gaver. Giv plads til skuffelse.
• Snak evt om, hvordan man kan håndtere det, hvis man får gaver, man ikke er glad for.
• Læg evt en plan for, hvad man kan gøre, hvis man får gaver, man ikke er glad for. Hvis der er en form for exit: fx Vi kan bytte det til noget andet, sælge det videre og købe noget nyt; så kan det være nemmere at håndtere den svære skuffelse juleaften.

(Kravlenisser og print-selv-motiver fås lige her på min side).

Og husk på: hvis dit barn reagerer med store følelser i julen, så er det altså ret forståeligt med alle de mange ting, der sker. Pas på hinanden og vær på samme hold ❤️✌🏿

Kender du nogen, der kunne have glæde af at læse med? Så del endelig.