Det sociale dilemma

Jeg har ændret mig gradvist i løbet af de år, jeg har delt på de sociale medier.

Jeg kan lide at dele ud af mit liv. Tage billeder af hverdagen. Skrive om dit og dat. Det har jeg gjort i måske 6-7 år nu.

Jeg elsker at blive inspireret. At udveksle idéer og tanker. Dele hverdag. Connecte med folk – som ind imellem bliver til venner, også udenfor skærmen.

Men der er helt grundlæggende ting ved de sociale medier, som jeg ikke kan lide. Og de er blevet mere og mere tydelige for mig, jo større min Insta-profil er blevet.

Bagsiderne

Jeg tjekker for nyt. Jeg scroller. Opdaterer siden. Tjekker igen. Mine hænder griber efter telefonen. Min hjerne mister fokus på det, der sker, udenfor skærmen.

Jeg er blevet afhængig af feedback på det, jeg deler på de sociale medier. I en sådan grad, at jeg ikke bare deler, hvad jeg har lyst til.

Hvis et opslag ikke performer godt, føler jeg mig måske ligegyldig. Eller ligefrem dum. For hvordan kunne jeg bilde mig selv ind, at jeg havde noget særligt på hjerte. At jeg var noget særligt?

Og jeg tror, at det er godt, at man som bruger ikke følger med på alt. Og at man ikke engagerer sig med alt hele tiden. Det tror jeg virkelig er sundt.

Men uanset årsagen til mindre engagement, så er mediet skruet sammen, så man (mange, i hvert fald) er tilbøjelig til at føle sig ramt, hvis man er afsender til noget, der ikke performer godt.

Når det sker, sletter jeg måske et opslag. Eller skynder mig at skrive noget bedre. Som et forsøg på at undskylde, at jeg delte noget, der ikke var godt. Undskyld.

Og så prøver jeg at dele mere af det, der performer bedst. Også selvom jeg ikke altid har lyst. Også selvom det nogle gange kræver for meget. Og det er ligesom aldrig nok. Hvis det performer godt, er det okay. Men det skal jo følges op. Af mere. Helst meget snart.

Og jeg censorerer mig selv. Det har jeg ikke altid gjort.

Da jeg startede, skrev jeg politisk og personligt. Jeg skrev om børns rettigheder. Jeg skrev om sårbare, personlige ting. Om det, der nu rørte sig.

Diskussionerne på nettet om politiske spørgsmål sled mig ned.

Men det, der sled allermest, var at dele det personlige, det tunge, bitre, angstfyldte, svære. Og mærke relationer gå tabt af den grund. Og se følger-tallet dale.

Så jeg stoppede gradvist med at vise det mest sårbare og ærlige. Og jeg talte i stedet med en stemme, som godt nok var min, men som ikke rummede hele mig.

Og jeg begyndte at se ned på de dele af mig selv, som ikke var gode nok til at dele.

Så hvad nu?

Nu står jeg et sted, hvor jeg har brug for at finde min stemme igen. For ikke at føle mig splittet, og for at værne om det hele. Også det, der ikke genererer mange likes.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det. Men det her space – min egen hjemmeside – virker som et godt sted at starte. Det her indlæg er en start. Og jeg håber på, at flere kan følge efter.

Og nu trykker jeg udgiv…

Tak for at læse med. Hvis det giver dig noget, er du velkommen til at skrive en kommentar.

Mere om sociale medier

‘The Social Dilemma’ på Netflix synes jeg giver et fint (og skræmmende) indblik i de mekanismer, der skaber eller forstærker nogle af de problematikker, jeg beskriver i indlægget her.

5 kommentarer til “Det sociale dilemma”

  1. Camilla Haugaard

    Kære Majken
    Jeg glæder mig til at læse med, også her på din hjemmeside. Jeg ville ønske jeg kunne være mere konsekvent til at kommentere dine opslag, især de mere personlige, men sagen er bare at jeg dels selv har utroligt svingende overskud til at være til stede på de sociale medier, og dels føler jeg virkelig mange af de samme ting som du beskriver når jeg forsøger at kommentere. Dine opslag er så fine, ærlige, åbne, respektfulde, rene! Jeg genkender så meget af det du beskriver, men føler tit at det er “forkert” at skrive. Jeg er bange for at fremstå som om jeg bare vil kopiere dig, eller endnu værre forsøge at “overgå” dine udfordringer. Men du har så stor betydning for mig, og jeg kan slet ikke begynde at forklare hvor meget jeg har lært og er blevet opmærksom på via dig. Så tak for det, tak fordi du bliver ved at dele ud af dig selv, jeg vil prøve at være lidt mere spontan i mine kommentarer, i stedet for at “skrive-rette-skrive-rette-skrive-slette-det-hele-hele-og-bare-like”. Stort kram, Camilla ❤

    1. Kære dejlige Camilla.
      Tak for din vidunderlige besked ❤️ Du betyder så meget for mig, og jeg vil gerne sige, at du altid altid altid må skrive lige, hvad du vil. Hvis du har lyst, må du endda bruge mig som et sted, hvor du kan øve det. Jeg er altid glad for at høre fra dig ❤️ Når du – eller andre – skriver, at de genkender, så føler jeg mig spejlet og mindre ensom. Det er så værdifuldt for mig

      Og så kender jeg bare helt vildt godt det med, at overskuddet til at engagere svinger. Og hvor er det godt, at det gør det, eller i hvert fald, at vi lytter, når det gør. Det, jeg synes er rigtig svært, er den måde de sociale medier er bygget op på ❤️

      Tak for dig.

      Mange kærlige hilsner,
      Majken

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.